ADAM WINBERG - trommeslager
Jeg hedder Adam Winberg, og er uddannet som trommeslager på det fynske musikkonservatorium. De sidste mange år har jeg brugt på at spille koncerter i ind- og udland med et hav af forskellige solister og bands, indspillet plader og været med til at lave musik i de bands, jeg er aktiv i.
Jeg er vokset op i et hjem med masser af musik. Begge mine forældre og min lillebror spiller også, så jeg tror, at det var uundgåeligt, at jeg en dag ville ende op som musiker. Jeg husker, da jeg som 3-årig prøvede er trommesæt som stod nede i mine forældres kælder, tilhørende trommeslageren fra min fars band, som i øvrigt sidenhen kom til at spille i Kim Larsen og Kjukken. Det var fuldstændig magisk pludselig at sidde bag et trommesæt. Husker fornemmelsen af lige dele fascination og barnlig glæde. Sådan har jeg det stadig!
Jeg er tilflytter, men jeg har boet i København i snart 20 år. Intet slår byen, og slet ikke på en sommerdag. Jeg elsker vores hovedstad, og qua mit erhverv har jeg set og spillet i de fleste dele og afkroge af byen.
Da jeg flyttede hertil, mærkede jeg en nysgerrighed og inklusion fra det københavnske musikmiljø. Pludselig var der mulighed for at spille shoegaze og støjrock på Nørrebros legendariske rockklub, spille jazzkoncerter på Christiania, jamme til bluesjam på Mojo, spille psyke på Vega, og ikke mindst bruge byens smukke rum som inspiration.
Min hverdag ser ganske forskellig ud fra uge til uge. Generelt starter den dog altid (!!) med en kop kaffe. Så løber jeg er tur, hvorefter jeg sætter mig bag trommerne og øver. Same procedure every day.
Når man arbejder med musik er det ikke et klassisk 8-16 job, og som nævnt er der ikke én uge der er ens. Ofte fyldes dage ud med med øvere, indspilning i studiet, kontorarbejde eller forberedelse til koncerter ude i fremtiden. En arbejdsuge godt løbe op i 60-70 timer. Det er hårdt arbejde og man skal ofte løbe hurtigt for at få enderne til at mødes. Til gengæld er der intet der slår følelsen af at sidde bag et trommesæt. Det giver det vildeste syg i maven, og kan altid gøre mig glad! Man bliver suget ind i en verden hvor tid og rum er udefinerbart og tiden står stille. Et drug og kick man bliver dybt afhængig af. At kunne leve af det man holder mest af, samtidig med, at der står folk og klapper af en, når man er på arbejde. Det er da egentlig pænt vildt!
